Michael Næsted Nielsen

DE HJERNELØSES KIRKEGÅRD

Den døde lå på et bord i kapellet. Han havde været død i en uges tid. Det var begyndt at lugte. Det var stanken af kadaver. Råddenskab. Øjnene var halvt lukket, blevet hvide og mælkede. Munden stod halvt åben, og læberne var farveløse og tørre. Han var nøgen. Omkring de halvtreds. I mange år havde han været indlagt, men ingen havde kunnet gøre noget for ham. Sindssygen havde opslugt ham. Han havde været syg det meste af sit liv, og nu var det endt i det rå kapel på hospitalet. Inde ved siden af var den operationsstue, hvor han skulle køres ind. Hans hjerne skulle tages ud, inden han blev begravet. Måske kunne den vise, hvorfor ingen medicin havde hjulpet. Det håbede lægerne i hvert fald. Resten af kroppen ville blive begravet ude på kirkegården. Men uden hjernen, der skulle gemmes til senere brug.
Det var sommer og varmt i vejret. Egentlig skulle operationen have været foretaget for en uge siden, men på grund af ferie havde ingen haft tid. Nu var lægen kommet i tanke om, at manden lå der, og han var på vej over for at gøre det sidste, der skulle gøres. Lugten var han vant til. Sådan lugtede det, når folk døde, og der var gået noget tid. Det lugtede af død og af den begyndende sødlige forrådnelse. Det var især maven, der lugtede. Det var tarmene og deres indhold, der blev oppustet og fyldte rummet med en fugtig og meget ram lugt. Lægen var så vant til det, at han ikke rigtig lagde mærke til lugten mere. Derfor lagde han heller ikke mærke til, at lugten i dette tilfælde ikke var nær så slem.
Men det kunne jo bare være et tilfælde.
Lægen gik ind i operationsrummet for at gøre klar. Han lagde de skarpe skalpeller parat, saven til at save kraniet op med og tængerne, der skulle bruges til at tage hjernen ud med. Han havde prøvet det før. Måske ville der komme lidt blod, men ikke så meget. De døde blødte ikke. Det eneste, han ikke brød sig så meget om, var når det var ældre patienter. Nogle gange var deres kranie så blødt i knoglerne, at saven gik igennem, så han kom til at save ind i hjernen. Men det var ikke så tit det skete. Det gav også en særlig lugt, når man savede i knoglen, fordi saven blev varm.
Mens lægen stod og gjorde klar, kom han til at tænke på alle de stakkels mennesker, der var låst inde her og hvorfor. Ja, hvorfor? Oftest fordi de var farlige både for sig selv og for andre. Der var patienter i alle afskygninger. Børn, unge, ældre og gamle. Mænd og kvinder, piger og drenge. Nogle havde været der altid, mens andre kom og gik igen, når de fik det bedre. Mange af dem var nogle sære skæbner: det eneste, de havde til fælles, var den sindssyge, der af og til var ved at opsluge dem helt.
Så godt som alle måtte forberede sig på at skulle være der i lang tid. Måske altid. Nogle af dem var uhelbredelige. Der var nogle, som havde været her længere, end de selv kunne huske. Hvis da ikke at nogen kom og hentede dem for at tage sig af dem. Men det var yderst sjældent, det skete, og det var aldrig forældrene. De skammede sig over deres søn eller datter. Oftere var det en ældre eller yngre søskende, der kom for at hente en bror eller søster hjem fra dette rædselsfulde hospital. Dem, der blev tilbage, og som ingen ville have med at gøre, var gerne dem, der til sidst kom op på båren i kapellet. Døde eller halvdøde skulle de nu have taget hjernen ud, så forskerne kunne bruge dem i udforskningen af alvorlige sindssygdomme.